top of page

Kan jeg farve mit hår selv?


Mange kvinder forsøger sig stadig med, at farve håret der hjemme helt uvidende om, hvilke konsekvenser det kan have for deres hår. I dette indlæg vil jeg forsøge at klargøre grunden til, at man ikke bør kaste sig ud i et sådant projekt! Man kan sammenligne det med at tisse i bukserne i frostvejr. Man kan spare nogle penge på kort sigt, men i det lange løb ender det altid med, at blive omkostningsfuldt fordi frisøren skal bruge lang tid på, at udbedre både fysiske og visuelle skader på håret. Måske kan dét ikke engang give et pænt resultat.

Hvad gør en hjemmefarve?

Når du køber en hjemmefarve, toningsfarve, købefarve eller hvad du vil kalde den, skal du huske på at producenten og sælgeren af farven ikke ved, hvilken farve dit hår har i forvejen. De ved intet om, hvilke farver du tidligere har brugt, hvor stor din udgroning er eller om du har haft lysning i håret tidligere. De ved intet om dit hårs tilstand, altså om hvor medtaget dit hår kan være efter tidligere kemibehandlinger. Alle disse faktorer spiller en væsentlig rolle når farven/farverne til dit hår skal blandes.

Hvordan løser man det problem? - I forsøget på at give dig den farve, som du ser på æsken, bliver man nød til at blande farven med en mellemstærk baise, så man er sikker på, at farven kan trænge ind i håret. En så stærk beise vil lysne håret. Nyt problem opstår! Det løser man ved at blande voldsomme mængder af farvepigment i produktet, så det endelige resultat ikke bliver for lyst. Altså – Man får en alt for stærk farve med et vanvittigt indhold af farvepigmenter, hvilket ikke er sundt for dit hår.

Hvorfor er frisøren det rigtige valg?

Når man vælger at lade sit hår farve hos frisøren, koster det naturligvis mere end hvis man farver håret selv. Det skyldes at man både skal betale en del af frisørens løn, en del af huslejen i salonen og for produkterne der bliver brugt. Fordelene herved er dog mange, frisøren kan nemlig blande en farve, som lige præcis passer til dit hår. Som frisør blander man, som udgangspunkt, den mindst skadelige blanding for, at håret også efter farven ser sundt og glansfuldt ud. Frisøren laver inde i hovedet en hurtig analyse af dit hår. Hvilken farve har du af natur? Hvor stor er udgroningen? Hvor skadet er håret? Er der grå hår imellem? Er der flere farver i håret? Har håret været lysnet eller permanentet? Osv.. Ud fra de iagttagelser frisøren gør sig udregnes den kemiske sammensætning i farven og den kan nu blandes og påføres. Det kan i mange tilfælde være en nødvendighed at blande flere forskellige farver, alt efter hvilket resultat der ønskes.

Altså – Farven er blandet specielt til kundens hår og er kun lige stærk nok til at klare opgaven.

Hvad er forskellen?

Når frisøren farver dit hår skades håret altså mindst muligt. Vi har mulighed for at gemme oplysningerne om din farve, så vi altid ved, hvilken farve du fik i sidst. Det er ikke sikkert, at det er den samme farve, der skal i næste gang, men det er stadig en stor fordel at vide, hvad der tidligere har været i håret. Specielt hvis kunden på et senere tidspunkt ønsker, at ændre hårets tonehøjde, altså gøre det lysere eller mørkere.

Når du går den billige vej, er der som før nævnt alt for mange farvepigmenter i blandingen. Det betyder at håret meget hurtigt bliver, hvad man kalder farvemættet. Håret er altså overfyldt af pigmenter, som gør håret livløst og slapt. Du vil mærke at dit hår føles som vat imellem dine fingre og opleve at alt spændstigheden i dit hår er væk. Det bliver altså blødt på den dårlige måde, hvis ikke første gang så ved gentagende farvninger.

Hjemmefarven er samtidig blandet meget stærkere end frisøren ville gøre det hvilket betyder, at det skader håret mere. Håret er omkranset af et naturligt skællag, som beskytter hårstrået og gør håret blankt og lækkert. Dette skællag åbnes under farvningen og lukkes i slutningen af behandlingen. Jo mere skællaget åbnes, desto sværere er det at lukke det igen. Hjemmefarve skader skællaget mere, hvilket gør håret mat og glansløst. Udover de fysiske skader på håret, skal man huske på, at en stærk hårfarve oftere ligger til grund for rødmen og sår i hovedbunden, samt fremkaldelse af allergiske reaktioner, end en mildere hårfarve hos frisøren.

Hvad hvis man kun gør det én gang?

Du kan sagtens farve dit hår en enkelt gang med en hjemmefarve. Du dør sandsynligvis ikke af det…. Uanset om det er et enkeltstående tilfælde, eller om der er tale om brug igennem flere år, skader det dit hår mere end det gavner. Du vil ikke sådan uden videre kunne skifte hårfarve og dit hår vil i overgangsperioder se ødelagt ud.

Hvad var dit ønske til at starte med?

Farver du ikke dit hår for at komme til at se smuk og dejlig ud? Måske føler du, at du ser yngre ud? Hvor er så fornuften i at farve det selv? Alle kan jo se at du selv har været i gang, hvilket på ingen måde er charmerende, på samme måde som det er når du selv har strikket din sweater. (hvilket er vildt sødt) Jeg mener bare, at det jo ikke giver mening at farve håret, hvis det alligevel ikke bliver flot! Specielt fordi, at en hjemmefarve hurtigere mister skarpheden og at man derfor har kedeligt hår i størstedelen af perioden imellem farvningerne

Lyst

Når man lysner et hår er det super vigtigt, at man kender til hårets farve og fysiske tilstand. Man kan ende med at få en kemisk ”klipning”, som man kalder det når håret giver efter og smuldre fra hinanden. Eller man kan ende med en knap så lækker gul misfarve, eller måske begge dele.

Mørkt

Når du ikke kender til farveteorien og farvens opbygning, er det svært at vide, hvordan farven bliver i dit hår. Ofte vil den blive alt for mørk eller for rød. Hvis du farver håret mørkere end det i forvejen er, kan du risikere at dit hår bliver grønt.

Hvis du alligevel forsøger at farve håret der hjemme, vær da ikke for stolt til, at søge hjælp hos din frisør hvis det ikke går godt. Der findes måske en løsning.

Featured Posts

Alt matriale er skrevet og tegnet af Filip Poulsen.
Matrialet må ikke benyttes af andre, uden særlig tilladelse

Archive
Follow Us
Search By Tags
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page